recipes
Leave a comment

Kluddermor-boller fra Kardemommeby

Ovenfor ser du billedet af “Kluddermor-boller fra Kardemommeby” og nedenfor finder du opskriften på, hvordan du skaber dem. Den er en ny variant af de “kanelsnurrer”, der oprindelig kommer fra Norge, men har vakt begejstring her i landet, bl.a. via de fuldkommen fantastiske kanelsnurrer, Meyers Deli forhandler i København. Min variant her er med citron og pistacienødder. Den er frisk og skøn, sprøde udenpå og dejligt bløde indeni, og ja, de er faktisk gået hen og er blevet vores personlige favorit herhjemme lige for tiden. Er sikker på, at du vil elske dem også – og hvis du er mere til chokoladefyld, så får du også lige en opskrift på sådan en variant.

Kluddermor-boller fra Kardemommeby
ca. 12 stk.

Nogle gange kan det være godt at have lidt lækkert at se frem til efter en tur i det grønne. Jeg har set disse flot svungne små brød på flere norske blogs og faldt pladask for dem. De så så delikate ud, og formen måtte afgjort være én, som kun professionelle bagere kunne mestre, tænkte jeg. Men sådan forholder det sig slet ikke. De er faktisk supernemme at lave, og resultatet bliver så imponerende fint.

75 g smør
5 dl mælk
35 g gær
35 g sukker
1 tsk kardemomme 1⁄4 tsk salt
1 æg
ca. 750 hvedemel

Citron-pistaciefyld
75 g usaltede pistaciekerner
100 g stuevarmt smør
fintrevet skal fra 2 store, økologiske citroner
1 dl brun farin

Pensling
1 æg

Smelt smørret i en kasserolle. Tilsæt mælken og hæld blandingen i en bageskål. Rør gæren ud i blandingen. Tilsæt alle de øvrige ingredienser og ælt dejen godt igennem. Hak pistaciekernerne fint og bland tre fjerdedele af dem sammen med de øvrige ingredienser til citron-pistaciefyldet. Rul dejen ud til en firkant på ca. 30 x 40 cm og smør fyldet ud på den. Fold dejen på midten på den lange led. Skær derefter 2-3 cm brede strimler og sno dem rundt som en spiral. Bind en knude eller to på hver strimmel og fold enderne ind under “bollen”. Læg bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hæve i ca. 45 minutter. Pensl dem med sammenpisket æg, drys dem med den sidste fjerdedel af finthakkede pistaciekerner og bag dem i ovnen ved 225 grader i 10-12 minutter.

Chokoladefyld
Du kan variere kluddermor-bollerne ved at erstatte citronfyldet med chokoladefyld. Fremgangsmåden er ellers den samme.

100 g stuevarmt smør
3 spsk kakao
3 spsk sukker
50-100 g mørk chokolade (70 %)

Bland smør med kakao og sukker. Smør det ud på den udrullede dej. Hak den mørke chokolade fint og fordel den over smørblandingen. Følg derefter opskriften herover.

Rigtig god weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *